Sorg er besynderlig.
Uhyggelig svær at håndtere, egentlig ubærlig, og helt umulig at beskrive og forklare. Alligevel forsøger jeg.
Som almindelig smerte, er sorgen, og den kærlighed den repræsenterer, subjektiv da den opleves med basis i individets liv, identitet og følelsesmæssige profil. For den sørgende eksisterer der sorggrupper man kan drage fordel af at være med i. Der er hos forældre, der har mistet et barn, en tryghed i at være i selskab med andre, der ikke bare sørger, men sørger, præcis fordi de også har mistet et barn. Det kan være svært at forklare til en person, der har mistet sin partner eller sin forældre, hvorfor vi undgår fælles sorggrupper, hvorfor vores sorg er speciel. Jeg vil aldrig påstå at vores sorg er stærkere eller værre end andres, men jeg står ved påstanden om at den ER anderledes. Man kan tænke på det på samme måde som kærlighed. Kærlighed til forældre, partner og børn er usammenlignelig fsva. styrke, og det er den, netop fordi den er anderledes i sin natur. Kærligheden til ens børn er uendelig og ikke mindst betingelsesløs og det skiller den fra alle andre former for kærlighed. Kærlighed til ens forældre kommer måske tættest, men er dog stadig ikke det samme. Her har vi så et muligt svar på hvorfor vores sorg er forskellig. Det er generelt accepteret, at sorgen er et udtryk for kærlighed der ikke kan gengældes, fordi modtageren ikke er her længere. Og når den kærlighed er speciel i sin uendelige betingelsesløshed, er det egentligt ikke så mærkeligt, at sorgen også er det.

Vi er omgivet af de mest vidunderlige mennesker. Familie, venner, bekendte, kolleger – alle har den største medfølelse og vil os kun det bedste. Ofte ved folk ikke hvad de skal sige når de møder os, hvilket er naturligt, da der jo egentlig ikke er så meget at sige. Intet kan siges, der gør smerten, savnet eller sorgen mindre. Typisk bliver det et forsigtigt spørgsmål til hvordan vi har det eller hvordan det går. Jeg svarer normalt ærligt at jeg har det dårligt og at det ikke går specielt godt. “Det går fremad”, plejer jeg at sige, “men meget langsomt”.
Én ting man støder på i ny og næ, er dem der vil vise at de til en vis grad forstår. Det går typisk som: “Jeg ved godt det ikke er det samme, men jeg havde det også frygteligt efter jeg mistede min… ” indsæt her “mor”, “far”, “bror” osv.  Selv mistede jeg min far da jeg var 17år.  Jeg bærer stadig rundt med uforløste traumer fra min fars død – noget jeg ifm. Hans‘ død, efter næsten 40 år, endeligt er begyndt at diskutere med en psykolog. Og tro mig – det kommer slet ikke tæt på.
Der var for nyligt en artikel i Politiken, der beskrev at sygdom og dødelighed blandt forældre, der mister et barn, er betydeligt højere end hos resten af befolkningen. Forældre dør af selvmord og ulykker. Jeg er med i to online og to “real life” sorg-grupper. Der er over 200 forældre i online sorg grupperne. Jeg har endnu ikke mødt eller hørt fra én eneste forældre, der ikke har tænkt på selvmord på et eller andet tidspunkt. Jeg har da hørt om mennesker, der vælger at følge deres livslange partner i døden, men jeg har faktisk ikke hørt om nogen, der følger deres forældre. Der er heldigvis ingen forældre blandt dem jeg nu har lært at kende, der i det halve år, der er gået, har tager deres eget liv, men skal jeg være ærlig, er der et par stykker jeg er meget bekymret for, primært fordi jeg desværre har parløren til at kunne tolke deres kommentarer om håbløshed og mangel på mening.

Sorg er subjektiv og umulig at forklare. Jeg har forsøgt, vel vidende jeg ville fejle, men jeg har måske alligevel givet en snert af indsigt i hvad der rører sig hos os, eller i hvert fald hos mig. Jeg håber ikke der er nogen der har læst ovenstående som en fremhævning af vores sorg som værende vigtigere eller på nogen måde mere rigtig end andres sorg. Jeg har bare bemærket – hos os alle – en udtrykt følelse af, at den er anderledes, og jeg har nu delt mine tanker om, hvorfor, måske, den er det.

De fleste af os ønsker egentlig ikke at ændre os. Jeg mener, hvorfor skulle vi? Det vi ønsker, er små tilpasninger af den oprindelige model. Vi bliver ved med at være os selv, bare bedre udgaver af os selv.
Men hvad sker der, når noget som er så katastrofalt hænder, at vi simpelthen bare ændrer os? Vi ændrer os fra at være en velkendt person til at være en ukendt person.
Så når du ser dig selv i spejlet, genkender du dig selv, men den person der er inden i dig, er en anden person.”
– Naja Marie Aidt

Da Hans døde ændrede mit liv sig dramatisk på et utal af måder og med efterfølgende omfattende konsekvenser på kort, mellem og livslang sigt. Én konsekvens, der ikke kun påvirker mig men også andre forældre i min situation, er den totale nedrivning af det eksisterende ”jeg”, og den medfølgende dybere eksistentialistiske og selvfokuserende revision af hvad der udgør vigtige livsværdier.

Som 55-årig da Hans døde, havde jeg – som de fleste – en sammensat identitet med en udviklet personlighed og min egen personlighedstype som baggrund. Jeg var far, ægtefælle, kollega, fodboldfan, amatør-fotograf, fitness instruktør, nabo, ven, fritidspilot osv. – Jeg eksisterede som de fleste andre mennesker: med et kludetæppe af en identitet. Den identitet opretholdte jeg på en baggrund af generel optimisme, humor, åbenhed og glæde.

Uden at der er regler eller konventioner, er det en selvfølge blandt omgivelserne at man i tiden lige efter sit barns død udelukkende er den sørgende forældre. Dette er vel universelt accepteret i hvert fald indtil bisættelse eller begravelse. Allerede derefter er der hos nogen den velmenende indstilling at det handler om at komme videre med livets andre aktiviteter, at det er godt for mig at foretage mig noget og tænke på noget andet. Det er der sikkert en vis sandhed i, men hvad de færreste forstår er de tidshorisonter vi har med at gøre.

I sorgens verden taler vi om at leve i to spor. Et fremadrettet spor, der med tiden udvikler sig til et ”normalt” liv; et liv hvor man foretager sig alt muligt og generelt ser fremad. Det andet spor, er sorgsporet. Her ser man tilbage og dyrker sin sorg – altså sin kærlighed – til sit døde barn. Det vi erfarer når vi taler med forældre der er meget længere i forløbet er, at opbygningen af et nyt ”normalt” liv tager lang tid. Mindst 2 år, og i nogle tilfælde længere og i andre triste tilfælde lykkedes det aldrig. En indikation er, at i ”Forældreforeningen Mistet Barn” har alle frivillige selv mistet et barn. Der er en regel at man kan ikke blive frivillig før der er gået mindst 4 år fra ens tab. Her vurderer man altså, at det tager mindst 4 år før man med en vis sikkerhed kan betragte sig selv som værende kommet videre. En del af det er at have etableret sine 2 spor. Når man, efter flere år, når frem til at kunne skifte mellem sporene, kan det blive som at trække vejret. Man bestemmer selv hvornår man vil tage en indånding… med mindre man lader det vente for længe, og så bliver man tvunget til det. Dem, der har lært det, kan vælge hvornår de vil dyrke deres sorg og kærlighed, f.eks. ved at besøge deres barns gravsted, og dermed sikre deres ”normale” liv fra uønskede skift til sorgsporet.

Det jeg skal forstå – og som jeg dermed ufrivilligt påtvinger mine omgivelser at forstå – er, at jeg i øjeblikket stadig er 100% i sorgsporet. Det betyder også at min identitet, som jeg ser mig selv, er 100% far til Hans, der er død. Nuvel, jeg foretager mig andet, jeg arbejder og jeg er glad for mit arbejde – nok mest glad for den distraktion fra en uønsket virkelighed det tilbyder. Jeg agerer i hverdagen som ven, kollega, ægtefælle, nabo og alt det andet, men jeg ser ikke mig selv som andet end det jeg føler jeg er: Far til Hans, der er død. Det ER min identitet.

Opbygningen af det nye ”normale” liv handler i høj grad om at gøre sin identitet sammensat igen – at inddrage andre elementer end sorgen. Far til Hans, der er død, vil altid være en meget stor del af min identitet, men det er mit mål, at det med tiden ikke skal være alt i min identitet. Jeg, som jeg var, er blevet destrueret. Min identitet og mine værdier. Det betyder, at en del af processen, ud over opbygningen af ny identitet, også er at lære at leve med og tilpasse sig mit nye værdisæt. I sidste ende skal både jeg og mine omgivelser acceptere at jeg aldrig bliver tilnærmelsesvis som jeg var og at livet med- og relationer til- mig, heller aldrig heller bliver helt de samme. Hvad jeg er blevet udsat for, er på en måde sammenlignelig med en personlighedsændrende hjerneskade.

Fyrtårnet, der tidligere har guidet mig igennem livet specielt i relation til mine børn, har været ”lykke” og ”glæde”. Jeg synes amerikanerne udtrykte det meget fint i deres uafhængighedserklæring: ” … vi er skabt lige med medfødte og ufravigelige rettigheder såsom liv, frihed og søgen efter lykke.” Selvfølgelig er lykken i sig selv ikke en ret; det kan man ikke garantere gennem lovgivning, men søgen efter lykke er. Så hvis en af mine børn spørger: ”Hvad ville du sige, hvis jeg…” Er svaret altid det samme forudsigelige: ”Hvis det gør dig lykkelig, er det rigtigt”.
I øjeblikket har jeg givetvis retten til at søge lykke, men jeg har hverken evnen eller lysten til det og det er i hvert fald helt sikkert at lykken ikke er til stede – jeg er i øjeblikket, ½ år efter Hans’ død, et dybt ulykkeligt menneske ude af stand til at føle glæde.

Så når jeg ikke kan finde lykke eller glæde, så må jeg ”bare” lede efter en anden mening. Hvad er meningen med mit liv? Er det mening nok, at der er ”andre” der ønsker jeg er der? Når vi i vores sorg-grupper diskuterer emnet selvmord, er en af standardudtalelserne: ”Du skal være der for dine andre børn, din partner, øvrige familie og venner; tænk over hvor kede af det de vil være, hvis du dør nu”. Godt argument og det plejer at virke. Jeg blev derfor rystet da en mor svarede: ”Ja, det vil de (familien) sikkert, men jeg kan ikke se mening nok i eksistensen hvis den udelukkende er for andres skyld.” Av. Den udtalelse belyser over for mig bundløsheden i vores fælles følelse af desperation og ulykkelighed.

Jeg har sammen med andre forældre kastet mig ind i kampen for at reducere antallet af dødsfald fra meningokok og meningokoksepsis. Dels ved at arbejde i forskellige grupper med sundhedsfaglige personer fra Region Hovedstaden, så vi kan ændre processer, handlinger og kultur i sundhedssystemet og dels ved at promovere oplysning til befolkningen, der skal sikre en tidligere mistanke om meningitis med en derfra forventet tidligere behandling og ultimativt bedre prognose. DET er i øjeblikket den mening jeg kan finde i livet. En desperat søgen efter en mening i Hans’ død. En trods-reaktion mod skæbnen: Det KAN ikke være rigtigt at så vidunderlig en dreng skal lade livet uden der kommer noget godt ud af det; uden at jeg kan finde en mening i det.

Initiativerne har, baseret på beskeder vi har modtaget fra forældre, sandsynligvis allerede reddet liv. Hvis bare de vigtigste af de ændringer og handlinger vi sammen med forskellige analysegrupper er kommet frem til bliver implementeret, redder vi i fremtiden og løbende efter al sandsynlighed endnu flere liv. Unge, der får lov til at udleve deres potentiale og ikke mindst, forældre der får lov til at leve et ”normalt” fremadrettet liv uden sorgspor men sammen med deres barn.

På et tidspunkt når jeg et punkt hvor jeg føler jeg, personligt, har gjort hvad jeg kan. Hvor jeg føler Hans ville være stolt af sin far. Så forsvinder hvad der i dag er den eneste mening i mit liv og jeg håber, det på det tidspunkt er lykkedes mig at opbygge en ny identitet, at lære at leve med mine to spor og at jeg igen kan opsøge lykken, hvor den så end måtte være.

Kære Hans.
Det er snart 4 måneder siden du døde og næsten to måneder siden jeg sidst skrev et brev til dig. Er det lang tid eller kort tid? Tid. Lige det abstrakte koncept har fået en hel ny betydning i mit liv. Der findes praktisk set kun 3 blokke af tid, jeg kan relatere til: Tiden før du døde. Tiden efter du døde. Og i dag… hvad der sker lige her og nu. Inden for hver blok smelter alt sammen, specielt mht. hvad der er sket efter du døde men før i dag. Var det i går, sidste uge eller sidste måned? Ikke bare ved jeg det ikke, jeg er faktisk ligeglad. I realiteten handler stort set hele min vågne liv om dig på den ene eller anden måde. Hvis jeg ikke taler om dig eller tænker på dig, foretager jeg mig noget for aktivt for at undgå at tænke på dig. Ikke fordi jeg ikke vil mindes dig, men som en slags forsvarsmekanisme, et slags helle, fordi jeg får så ondt og bliver så ked af det hver gang realiteten omkring din død rammer mig.

Sidst jeg skrev til dig havde jeg gang i en hel masse. Jeg og en masse andre arbejdede sammen med Danmarks Radio for at sprede budskabet om hvordan man som forældre skulle genkende en meningokok infektion tidligt nok til at kunne gøre noget ved det og vi arbejder på forskellige niveauer for at ændre kulturen i vores sundhedssystem så man kan lære fra sine fejl; blandt andet fra de fejl der blev begået da du døde – fejl, der aldrig gav dig en reel chance for at overleve. Vi har sammen med DR sat skib i søen og vi ved vi har gjort en forskel, sikkert allerede reddet liv. Det gav os en mening i livet – en reel grund til at stå op om morgenen. Vi kunne, spirituelt, stå skulder ved skulder sammen med dig og kæmpe for fremtidige meningokok inficerede, så de fik en bedre chance end du, Mathias og Christopher nogensinde fik.

Men nu, hvor dokumentar, møder og optræden i radio og TV er vel overstået, nu vågner jeg om morgenen med én grund mindre til at stå op. Lidt mindre mening i livet. I det, er vi selvfølgelig langt fra unikke. I sorggruppen møder vi alt for mange forældre, der aldrig har kunnet finde en mening, siden det vigtigste i deres liv døde. Som et møl til flammen tager jeg tilbage til gruppen – selvom den altid gør mig ked af det, med dens enorme mængde af den mest forfærdelige koncentreret sorg. På spørgsmålet om hvorfor jeg gør det, er det eneste svar jeg kan komme på, at det er fordi ingen andre helt forstår. Det at kunne kommunikere med mennesker, hvis referenceramme er den samme som ens egen, betyder meget når man forsøger at finde svar på livets presserende spørgsmål – ikke mindst det helt store: Hvad er meningen?

Jeg har de sidste uger haft det så væsentligt værre end tidligere, at jeg var bange for jeg var på vej ind i en ”rigtig” depression. Der er meget overlap mellem den måde jeg har haft det de sidste 4 måneder og de klassiske indikationer på depression, men jeg har så for nyligt følt anderledes. Da jeg skrev til dig sidst, havde jeg det slemt. Intensiteten i chokket var for nedadgående, smerten var konstant og intensiteten i savnet var for opadgående. Styrken i alle de følelser kunne variere fra dag til dag – jeg havde relative ”gode” dage ind imellem. Sammenlignet med mine følelser nu, hvor jeg føler mig låst fast i et dybt mørkt hul, synes følelserne den gang at have været lidt overfladiske. Min psykolog mener, af forskellige grunde, ikke der er tale om en depression som sådan. I nuet, gør det faktisk ikke den store forskel – jeg føler mig jo som jeg gør, uanset hvad jeg eller psykologen kalder det, men jeg kan sagtens se, at hvis jeg midt i det hele skulle til at behandle en egentlig depression, ville det ikke gøre livet mindre kompliceret.

Erkendelse er ikke binær. Erkendelse findes på mange niveauer. Havde man den 1, januar 2017 om aftenen spurgt os om du var død eller levende, ville vi svare, at du var død. Det laveste erkendelsesniveau er det faktuelle. Vi var også i det dybeste chok, så på alle andre niveauer var der ingen erkendelse. Som dagene gik og som de blev til uger, kunne jeg på flere niveauer erkende at du ikke eksisterede i nuet. Du var død – jeg kunne ikke ringe til dig, jeg kunne ikke se dig spille fodbold, jeg kunne ikke holde om dig… Du. Var. Der. Ikke. Det var en ubeskrivelig hård og smertelig erkendelse, men for mit vedkommende ingenting sammenlignet med den næste: Erkendelsen af, at du heller ikke vil være der i fremtiden. Det er som om, du bliver ved med at dø, igen og igen. Først dør du i virkeligheden. Så dør du i min erkendelse af nuet. Nu dør du i fremtiden – og det sker jo hver eneste forbandet dag jeg står op til den.

Jeg er, som du måske ved(!), blevet kontaktet af en clairvoyant, der fortæller mig han har været i kontakt med dig. Du og jeg var, før du døde, lige skeptiske over for den slags. Før jeg snakkede med ham, havde jeg det perfekte kontrol spørgsmål. Uanset hvor skeptisk jeg er; svarede du/han tilnærmelsesvis korrekt på det spørgsmål… så vidste jeg du var der et sted. Desværre virker ”det” ikke helt på den måde. Jeg har dog alligevel åbnet mit sind og tænkt: OK, det kunne jo være rigtigt. Måske er livets energi permanent og uafhængig af kroppen. Så kom overvejelserne: Hvad ville jeg få ud af at kommunikere med dig? Hvis du eksisterer på et andet plan, jeg som dødelig simpelthen ikke forstår, hvordan skal jeg så kunne forstå kommunikation, der nødvendigvis har referenceramme i det plan? Hvis du fortæller mig, at eksistensen på det plan er så meget bedre end eksistensen på jorden… hvorfor skal jeg så vente på døden? Hvorfor ikke bare gøre en ende på dette liv, og tilslutte mig dig på dit plan? Med det og meget andet i tankerne, har jeg besluttet mig for IKKE at kontakte dig igennem et medium. ”Hvad nu, hvis Hans virkelig har noget vigtigt han vil fortælle dig” spørger en god ven. Så må jeg bare sige:  Du er/var det mest ressourcestærke menneske jeg kender. Hvis du har et budskab, du mener er vigtigt jeg får, skal du nok finde en vej at få det kommunikeret til mig. Evt. kontakt det samme medium og be’ ham om at viderebringe budskabet. Kunne du så i samme ombæring indikere svaret på vores hemmelighed, ville det virkelig være fedt.

Så hvad sker der nu? Min kærlighed til dig er mindst lige så smertefuld som den er stærk. Jeg skal fortsætte med at forsøge at lære at bruge den konstruktivt i mit liv, samtidig med jeg lærer at leve det liv uden dig. Det har jeg ikke haft den store succes med indtil nu. Det synes lige nu at være en uendelig vanskelig opgave. Samtidig skal jeg ikke glemme min kærlighed til dine brødre og din mor. Til min søster. Til vennerne. Det er desværre også smertefuldt at se, ikke bare deres sorg over din død, men også sorgen over vores manglende kapacitet til, i skyggen af din død, at kunne vise og fejre kærligheden til hinanden.

Kære Hans. Gode ven. Min kæreste lille skat. Forhåbentligt bliver det bedre og nemmere med tiden. Tiden. Det abstrakte koncept har fået en hel ny betydning i mit liv. Tiden læger næppe alle sår, og den arbejder under alle omstændigheder ubærligt langsomt.

Kære Hans.

Der er første gang jeg nogensinde skriver et “rigtigt” brev til dig. Vi har aldrig i dine 17 år været væk fra hinanden længe nok til jeg har syntes det var passende, og vi har altid snakket sammen om alle ting i livet, når vi har været sammen.
Der er sket flere ting siden du døde Nytårsdag. Jeg har blandt andet fået to nye venner, hvor vi indbyrdes er forbundet af en forståelse for hinandens lidelser. Jeg har for første gang i mit liv følt behov for jævnligt at tale med en psykolog. Når vi mødes taler vi om mig eller dig og ofte om os begge to. Hun fandt tidligt ud af, at jeg er meget handling-, løsning- og resultatorienteret. Det vil ikke overraske dig. Sidst jeg talte med hende udtrykte hun lidt bekymring for mig. Ser du, jeg er nemlig lige nu involveret i en masse handlinger som jeg håber fører til løsninger og resultater. Men hun er nervøs for, at jeg bruger det som distraktion og overspringshandlinger for ikke at blive tvunget til at konfrontere og arbejde med mine inderste følelser. Det tror jeg kan være rigtigt, så jeg lover dig, at resten af dette brev kun kommer til at handle om mine følelser – handlingerne må du høre om en anden gang.
Jeg har det virkelig rigtig dårligt. Jeg er i mit livs krise. Det er to måneder siden du døde, og jeg føler jeg balancerer på kanten af en afgrund. Nogle, der kigger på fra fast grund, ser mig gå sikkert langs kanten og kommenterer min styrke og overskud. Det er en illusion. Et lille skridt til den forkerte side, og jeg er styrtet ned. Dagene efter du døde var jeg i et let genkendeligt chok. Som en af mine nye venner bemærkede, så er chok ment som en forsvarsmekanisme. Jeg havde fået revet en del af mig selv, en stor del af min sjæl, ud, og stod med et kæmpe hul indeni og manglede evnen til helt at fatte hvad der var sket. Jeg spiste ikke, jeg sov ikke.
Så føltes det som om chokket lagde sig, og i stedet overtog følelsen af knugende sorg. Jeg var og er en zombie, der nok eksisterer materielt i verdenen og agerer fysisk med omgivelserne, men mentalt er jeg der ikke, ikke engang i en anden verden, jeg er der bare slet ikke.  Jeg turde og tør stadig slet ikke tænke på fremtiden. Alle tanker om fremtiden kommer altid til at fokusere på, du ikke er en del af den.  Det kan jeg slet ikke håndtere. Det håber jeg, at jeg med hjælp fra venner og professionelle, en dag lærer at gøre. I dag virker det bare uoverskueligt.
Chokket, smerten og sorgen er der i den grad stadig. Jeg har haft præcis én dag siden Nytårsdag, hvor jeg ikke har grædt. Det er ikke et mål eller bedrift; bare en observation. Det er blevet værre. For ud over sorgen og smerten er savnet begyndt at påvirke mig. Jeg har et fysisk behov for at holde om dig. For at gå til en af dine fodboldkampe og se dig spille. For at høre dig sige “hej” når du kommer ind af døren.
Du har altid elsket højtider og fødselsdage. Da du var helt lille, elskede jeg at se dit forventningsfulde ansigt, når du åbnede dine gaver. Sidste jul, for under 3 måneder siden, gav du – som altid – betænksomme, dejlige og kærlige gaver. Da mor og jeg åbnede gaven fra dig, havde du det samme barnlige forventningsfulde ansigt; men denne gang i glædelig forventning over hvor glade vi ville blive, over din gave til os. Den følsomme, betænksomme og elskende Hans savner jeg. Så meget. Uendeligt meget.  Ubeskriveligt og ubærligt meget. Jeg får at vide jeg skal forsøge at fylde hullet i min sjæl med alle de vidunderlige minder fra vores liv sammen, og jeg skal polstre med min uendelige og evige kærlighed til dig. Jeg vil forsøge at bruge min kærlighed til dig som en kraft til at få mig videre i livet. Men lige nu, lille skat… lige nu savner jeg dig så meget at jeg har svært ved at finde mening i livet. Mine nye venner taler med eller i hvert fald til deres døde drenge. Jeg ville ønske jeg også kunne tale med dig. Men mit savn består ikke i at kunne sige noget til dig, mit savn er at høre dig svare. At se og mærke kærligheden fra dig. Det er i den grad din kærlighed jeg savner.
For mange år siden når du og jeg tog i Parken sammen, tog vi toget fra Farum til Ryparken.  Vi havde nogle fantastiske samtaler på gåturene til og fra stationerne. Forleden var jeg til FCK – Brøndby. Ligesom din allerførste kamp i Parken tilbage i 2005. Jeg tog toget hjem og for første gang i umindelige tider, sad jeg alene… og jeg følte dit nærvær stærkere end nogen sinde, siden den forbandet Nytårsdag. Og det er da bedre end ingenting. Det er da bedre end ikke at føle dit nærvær. Men det er slet slet ikke nok.
Jeg er et fuldstændigt ødelagt menneske, mit hjerte er knust og mit liv, med en fremtid uden dig, er uønsket. Opdragelse, hæmninger og en følelse af ansvar over for din mor og dine brødre forhindrer mig i at tænke seriøst på at gøre dig selskab. Jeg ved også godt at du ville ønske mig et fortsat langt og godt liv.  Samme ønske for dig har jo været min topprioritet de sidste 17 år, men de ønsker – vores ønsker – er i sidste ende kun drømme, der i realiteten skaber farlige illusioner om hvad vi tror vi kan styre.
Alt jeg kan gøre nu, er at forsøge at bygge et nyt “jeg”.  Forsøge at reparere mit hjerte ved brug af kærligheden til dig. Det skal jeg forsøge samtidig med jeg hver dag er tvunget til at bevæge mig en dag længere ad den vej, der udgør min fremtid. Fremtiden jeg ikke vil acceptere, fordi den ikke indeholder dig.
Jeg elsker dig. Så meget. Jeg kan ikke leve uden dig. Men det er præcis det jeg er tvunget til, og deri ligger min forbandelse.
Du hviler i fred, men tro mig, i mit hjerte kæmper du, side om side med mig, for mit liv og min fremtid.