Arbejde

Jeg tjente min første løn for at gå med aviser. Jeg delte Søndags Politiken ud i Farum Midtpunkt, hvor – da jeg startede – man kun havde bygget Birkhøjterrasserne færdig.
Hard Work
Jeg var vel omkring 13 da jeg fik mit første ”rigtige” arbejde. Det var på en planteskole hvor jeg blandt andet skulle trække trådnet af blomsterkasser og tilskære blomster før pakning til forretninger. Jeg kan stadig med stolthed huske min første løn og at jeg købte en gave til min mor for den.

Jeg vaskede op på Bregnerød Kro et ½ års tid før jeg fik arbejde på Plejehjemmet Solgaven i Farum. Først i flere år som opvasker og senere som sygehjælper. For en boglig, matematisk nørd som mig var det en stor oplevelse at arbejde med ”rigtige” mennesker, der alle havde et langt og fuldt liv bag sig.

Jeg har altid elsket dyr og i mange år ville jeg være dyrlæge. Under mit ophold i USA kom jeg i ’77 i forbindelse med en IBM 360 og programmeringssproget APL idet min værtsfar underviste i Datalogi på Cal-Tech.
01-11-2010-14-35-59-875 copy 3Jeg blev en temmelig god APL programmør, og da jeg vendte tilbage til Danmark begyndte jeg at programmere forskellige systemer for OAC som var en del af Carl Bro Gruppen. Min skæbne var nu forseglet, og medens jeg studerede matematik og datalogi på Københavns Universitet startede jeg hos SimCorp som på det tidspunkt lå i Kompagnistræde. Da SimCorp ville åbne en afdeling i London meldte jeg mig frivilligt og sammen med en håndfuld andre danskere og lige så mange lokale englændere stablede vi afdelingen på benene.

Jeg blev ansat af Morgan Stanley i 1992 men startede først januar 1993 da SimCorp insisterede på at jeg blev i hele opsigelsesperioden. Morgan Stanley udviklede systemer til deres Fixed Income Division i programmeringssproget A+ som var en (meget bedre) variant af APL. Jeg elskede mine 10 år i Morgan Stanley, ikke mindst de 3 år vi var udstationeret til Tokyo. Medens jeg var i Tokyo blev jeg udnævnt til VP og 3 år senere i London blev jeg global ansvarlig for Fixed Income Electronic Trading og udnævnt til Executive Director. De sidste 12 måneder i Morgan Stanley var godt nok ikke så sjove, da jeg på mange områder var uenig med min chef i New York. Da jeg er typen, der siger hvad jeg mener, var det kun et spørgsmål om tid før jeg blev ”sluppet fri”, og i 2003, 10 år og 4 måneder efter jeg var startet, var det slut.

Jeg arbejdede så et par år for ION Trading for at etablere en afdeling for strategisk planlægning indenfor eTrading. Af flere forskellige grunde gik det ikke, og efter 2 år blev vi enige om at vores veje skulle skille.

Jeg tilbragte et år som selvstændig, før jeg i august 2006 vendte tilbage til Danmark og begyndte i Nykredit Banks Forretningsudviklingsgruppe. Siden har der været mange organisatoriske ændringer, men jeg er her stadig og sidder nu og arbejder som PO med blandt andet ansvar for eMarkets og vores Valuta Handels Platform. I mit livs krise efter Hans‘ død kunne jeg ikke have ønsket mig en mere forstående og opbakkende arbejdsgiver. jeg er evig taknemmelig for den støtte jeg har fået.

Min LinkedIn profil kan ses her.

Jeg er PO for det agile Team Markets som ses på nedenstående poster:

Views and facts on what makes me tick