Hans’ Mindebænk

Hans’ Mindebænk står ved den nordlige bred af Furesøen, tæt på Høje Klint.

I februar måned 2017 kontaktede vi Furesø Kommune for at høre om vi kunne sætte en bænk op omkring Høje Klint. Det var et område Hans i gennem årene ofte besøgte og vi ønskede et sted hvor vi og hans venner kunne komme og mindes ham.

Kommunen var lige fra starten helt utrolig imødekommende. Vi gik en tur sammen, fandt først ét sted som vi senere ændrede til et andet; den placering bænken har i dag.

Kommunens tømrer,  Lars Trærup, gik i gang, og vi forventede at det ville tage lang tid. Forsigtig spurgte vi i begyndelsen af Marts om der overhovedet var nogen chance for den ville være klar til Hans’ 18-års fødselsdag 26/3/17. Det klarede de også i god tid med støbning af fundament og det hele.
Bænken er lavet af en mahogni-lignende træ-sort, der hedder Entandrophragma utile, men kendes under handelsnavnet Sipo. Den er smukt sammenføjet med anvendelse af træ-dyveler uden brug af søm eller skruer og benene til bordet og bænken er designet som store H’er. Der er påsat en mindeplade med Hans’ fødsels- og dødsdato.

Bænken blev indviet den 26/3/2017 på hvad der ville have været Hans’ 18-års fødselsdag.

Ved indvielsen bød jeg velkommen og sagde nogle få ord.
Optagelser fra indvielsen af bænken på Hans’ fødselsdag udgjorde den afsluttende scene i DR dokumentaren “Vores Drenges Sidste Døgn” der blev vist på DR1 den 3/4/2017.

Vi er dybt taknemmelige over for kommunen og ikke mindst Overgartner Christina Kastrup Madsen og tømrer Lars Trærup for alt hvad de har gjort for os, vennerne og Hans’ minde <3

Views and facts on what makes me tick