Kig ikke ned

”Hvordan kan du egentlig gøre det?”
Et spørgsmål jeg ofte bliver stillet i forbindelse med jeg giver oplæg til konferencer eller deltager i diskussioner, hvor Hans’ oplevelse med Sundhedssystemet kan bruges i forbedringsarbejdet. Når jeg svarer lidt vagt, er det ikke udtryk for ikke at vil tale om det, men mere at svaret faktisk er komplekst og, tror jeg, udviklende over tid.

Jeg holdt mindetalen til Hans’ bisættelse, 14 dage efter hans død. Selvom det var hårdt at give talen, var det ikke tilnærmelsesvis så hårdt, som at skrive den. Jeg kom igennem talen og det var gjort muligt af en drivkraft, der fortalte mig at jeg absolut ville og skulle gøre det, og hjulpet af at jeg stadig var i chok og kun overfladisk, sådan helt faktuelt, erkendte at Hans var død. Det var kort sagt på det tidspunkt, utænkeligt for mig, ikke at holde talen.

I ugerne efter, skulle Hans’ historie fortælles igen og igen, til venner, familie og journalister. Senere, blev vi involveret i analyser omkring meningitis og vi kom i sorggrupper hvor man først fortæller historien til dem, der allerede er med, og derefter til nye, der støder til. Det er rigtig mange gange man får fortalt den historie, og på en måde får man hård hud på følelserne omkring de faktiske omstændigheder. Det er bemærkelsesværdigt at når man pludselig alligevel kan blive følelsesmæssigt berørt, er det oftest fordi man pludselig taler om detaljer man ikke har talt om før eller man beskriver en følelse eller refleksion man ikke før har bragt op.

Kompliceret som det er, er svaret på hvordan jeg kan tale om Hans’ død foran hundredvis af konferencedeltagere nemmere at besvare end det spørgsmål jeg stiller mig selv. Hvordan kan jeg egentlig leve videre. Gå på arbejde, deltage i livet og tænke over fremtiden.

Jeg tænker på Hans stort set hele tiden. Det gør jeg intet for at undgå. Hans billede er på min telefon og Facebook side, og i huset har han udover det lys, der har brændt siden 2/1/17, sit hjørne med billeder og en collage i stuen. Jeg har lidt af hans aske om halsen i mit hjertesmykke og hans autograf tatoveret på min arm. Jeg besøger hans bænk ofte, hvor jeg kan sidde og reflektere… Det er snart 23 måneder siden han døde. Det, i sig selv, er fuldstændigt surrealistisk. Men erkendelsen er total. Vi er nået et punkt hvor vi kan tænke og tale om et fremtidigt liv. Et liv uden Hans.  Det er sværere med nutiden. Da Hans døde, slog der en meteor ned i min sjæl. Den ødelagde det meste og efterlod et kæmpe dybt krater. Sorgen beskrives ofte af lidelsesfæller som at den kommer i bølger og det virker som om, at de gange man befinder sig i en dal – de gange man allerhelst vil blive under dynen og bare græde hele dagen i total selvmedlidenhed – er det efter man har vovet sig til kanten af krateret og kigget ned. Når man begynder at tænke ”dybt” – tænke over hvordan livet er uden Hans, hvordan man savner, at han som 19-årig ville være i gang med resten af livet. Med fodbold, mode, piger, venner, studie, rejser, musik og politik. Hvordan han i det skjulte respekterede sine forældres ageren, som ellers ofte fik hånlige ord med på vejen.  Hans omsorgsfuldhed når han fornemmede behovet. Hans kærlighed og humor og de måder han udtrykte den. Jeg savner problemerne. Når jeg hører forældre tale om deres unge, der har problemer med det ene eller det andet, er jeg bare så misundelig. Bare det var mig, der havde de problemer med Hans… og så melder højdeskrækken sig. Suget i maven. Jeg har kigget mod krateret, og bliver tvunget til at kigge væk. Jeg tør ikke kigge, jeg tør ikke gribe dybt i følelserne og tænke dybt over Hans. Jeg kan huske, da jeg var barn, advarede vi hinanden mod at tænke over universets uendelighed. Skulle det utrolige ske, at man pludselig fik hovedet rundt om konceptet og svaret, så ville hovedet eksplodere, blev der sagt! Det er lidt sådan jeg har det med Hans. Jeg er bange for at jeg bliver sindssyg hvis jeg tænker for dybt over hans manglende tilstedeværelse i min nutid. Hvis jeg virkelig tænker over de direkte konsekvenser. Jeg erkender hans faktiske død, på alle erkendelsesniveauer, men jeg holder konsekvenserne skjult for den del af min sjæl og mine følelser, der stadig ikke kan tåle at få dem at vide. Det kan være, der kommer en dag, hvor hele min sjæl kan tåle hele sandheden. Indtil da, kigger jeg ikke ned.

Leave a Reply

Your email address will not be published.