Brev til Hans

Kære Hans.

Der er første gang jeg nogensinde skriver et “rigtigt” brev til dig. Vi har aldrig i dine 17 år været væk fra hinanden længe nok til jeg har syntes det var passende, og vi har altid snakket sammen om alle ting i livet, når vi har været sammen.
Der er sket flere ting siden du døde Nytårsdag. Jeg har blandt andet fået to nye venner, hvor vi indbyrdes er forbundet af en forståelse for hinandens lidelser. Jeg har for første gang i mit liv følt behov for jævnligt at tale med en psykolog. Når vi mødes taler vi om mig eller dig og ofte om os begge to. Hun fandt tidligt ud af, at jeg er meget handling-, løsning- og resultatorienteret. Det vil ikke overraske dig. Sidst jeg talte med hende udtrykte hun lidt bekymring for mig. Ser du, jeg er nemlig lige nu involveret i en masse handlinger som jeg håber fører til løsninger og resultater. Men hun er nervøs for, at jeg bruger det som distraktion og overspringshandlinger for ikke at blive tvunget til at konfrontere og arbejde med mine inderste følelser. Det tror jeg kan være rigtigt, så jeg lover dig, at resten af dette brev kun kommer til at handle om mine følelser – handlingerne må du høre om en anden gang.
Jeg har det virkelig rigtig dårligt. Jeg er i mit livs krise. Det er to måneder siden du døde, og jeg føler jeg balancerer på kanten af en afgrund. Nogle, der kigger på fra fast grund, ser mig gå sikkert langs kanten og kommenterer min styrke og overskud. Det er en illusion. Et lille skridt til den forkerte side, og jeg er styrtet ned. Dagene efter du døde var jeg i et let genkendeligt chok. Som en af mine nye venner bemærkede, så er chok ment som en forsvarsmekanisme. Jeg havde fået revet en del af mig selv, en stor del af min sjæl, ud, og stod med et kæmpe hul indeni og manglede evnen til helt at fatte hvad der var sket. Jeg spiste ikke, jeg sov ikke.
Så føltes det som om chokket lagde sig, og i stedet overtog følelsen af knugende sorg. Jeg var og er en zombie, der nok eksisterer materielt i verdenen og agerer fysisk med omgivelserne, men mentalt er jeg der ikke, ikke engang i en anden verden, jeg er der bare slet ikke.  Jeg turde og tør stadig slet ikke tænke på fremtiden. Alle tanker om fremtiden kommer altid til at fokusere på, du ikke er en del af den.  Det kan jeg slet ikke håndtere. Det håber jeg, at jeg med hjælp fra venner og professionelle, en dag lærer at gøre. I dag virker det bare uoverskueligt.
Chokket, smerten og sorgen er der i den grad stadig. Jeg har haft præcis én dag siden Nytårsdag, hvor jeg ikke har grædt. Det er ikke et mål eller bedrift; bare en observation. Det er blevet værre. For ud over sorgen og smerten er savnet begyndt at påvirke mig. Jeg har et fysisk behov for at holde om dig. For at gå til en af dine fodboldkampe og se dig spille. For at høre dig sige “hej” når du kommer ind af døren.
Du har altid elsket højtider og fødselsdage. Da du var helt lille, elskede jeg at se dit forventningsfulde ansigt, når du åbnede dine gaver. Sidste jul, for under 3 måneder siden, gav du – som altid – betænksomme, dejlige og kærlige gaver. Da mor og jeg åbnede gaven fra dig, havde du det samme barnlige forventningsfulde ansigt; men denne gang i glædelig forventning over hvor glade vi ville blive, over din gave til os. Den følsomme, betænksomme og elskende Hans savner jeg. Så meget. Uendeligt meget.  Ubeskriveligt og ubærligt meget. Jeg får at vide jeg skal forsøge at fylde hullet i min sjæl med alle de vidunderlige minder fra vores liv sammen, og jeg skal polstre med min uendelige og evige kærlighed til dig. Jeg vil forsøge at bruge min kærlighed til dig som en kraft til at få mig videre i livet. Men lige nu, lille skat… lige nu savner jeg dig så meget at jeg har svært ved at finde mening i livet. Mine nye venner taler med eller i hvert fald til deres døde drenge. Jeg ville ønske jeg også kunne tale med dig. Men mit savn består ikke i at kunne sige noget til dig, mit savn er at høre dig svare. At se og mærke kærligheden fra dig. Det er i den grad din kærlighed jeg savner.
For mange år siden når du og jeg tog i Parken sammen, tog vi toget fra Farum til Ryparken.  Vi havde nogle fantastiske samtaler på gåturene til og fra stationerne. Forleden var jeg til FCK – Brøndby. Ligesom din allerførste kamp i Parken tilbage i 2005. Jeg tog toget hjem og for første gang i umindelige tider, sad jeg alene… og jeg følte dit nærvær stærkere end nogen sinde, siden den forbandet Nytårsdag. Og det er da bedre end ingenting. Det er da bedre end ikke at føle dit nærvær. Men det er slet slet ikke nok.
Jeg er et fuldstændigt ødelagt menneske, mit hjerte er knust og mit liv, med en fremtid uden dig, er uønsket. Opdragelse, hæmninger og en følelse af ansvar over for din mor og dine brødre forhindrer mig i at tænke seriøst på at gøre dig selskab. Jeg ved også godt at du ville ønske mig et fortsat langt og godt liv.  Samme ønske for dig har jo været min topprioritet de sidste 17 år, men de ønsker – vores ønsker – er i sidste ende kun drømme, der i realiteten skaber farlige illusioner om hvad vi tror vi kan styre.
Alt jeg kan gøre nu, er at forsøge at bygge et nyt “jeg”.  Forsøge at reparere mit hjerte ved brug af kærligheden til dig. Det skal jeg forsøge samtidig med jeg hver dag er tvunget til at bevæge mig en dag længere ad den vej, der udgør min fremtid. Fremtiden jeg ikke vil acceptere, fordi den ikke indeholder dig.
Jeg elsker dig. Så meget. Jeg kan ikke leve uden dig. Men det er præcis det jeg er tvunget til, og deri ligger min forbandelse.
Du hviler i fred, men tro mig, i mit hjerte kæmper du, side om side med mig, for mit liv og min fremtid.

 

5 thoughts on “Brev til Hans”

  1. Kære Betina.
    Det er så trist at høre om dit tab. Endnu et uforløst liv – endnu en destrueret fremtid for elskende forældre.
    Vi lever hver dag med håbet om at vi bliver en dag bedre til at leve med savnet. Jeg håber også det bedste for dig og for at dit tab, savn og sorg for hver dag bliver en dag tættere på, at leve med.

  2. Kære Mette.
    Jeg er så ked af at høre om tabet af din søn. Desværre finder jeg i sorgen ud af hvor mange vi desværre er, der bærer savnets tunge åg.
    Du ønskes også alt godt på din videre færd i livet, hvor man kun kan håbe vi hver dag bliver en dag bedre til at leve med sorgen.

  3. Kan så meget genkende og mærke din smerte over tabet af din søn. Jeg mistet min 21 årlige søn 20.9.2015 ved en ulykke. Den daglige smerte over aldrig at høre, mærke eller dufte min søn gør dagligt fysisk ondt.
    Har ofte tanken hvorfor, men ved jo godt der aldrig kommer svar, men min sunde fornuft er mindre end savnet.
    Dejligt at læse du får så god hjælp til at lærer at leve med savnet.
    Ønsker dig alt godt.

  4. Det er så godt og præcist skrevet. Jeg har selv været der, og er der stadig ofte igen. Det er ikke en trøst, men du vil, som tiden går, på en eller anden underlig måde komme til at leve med dit tab og din sorg så dagen også kan indeholde glade stunder – jeg ved, du ikke kan se og mærke det nu, men det kommer – bare du giver dig lov til at sørge. Jeg mistede min knap 16 årige søn for 1 år og 9 mdr siden, pludseligt, og jeg kan stadig knap nok fatte, at jeg aldrig skal holde om ham mere – det er helt ubeskriveligt hårdt at tænke på og blive nødt til at indse. Så jo jeg læste dit brev med tåre i øjnene, for det er så præcist skrevet.
    Håber det bedste for dig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.