Filosofi

De helt store spørgsmål. 42, og alt det…

Som fag stødte jeg på filosofi på anden del af Datalogi ifm. at jeg tog et Videnskabsfilosofi modul, som primært handlede om evaluering af fakta og bevisførelse og som i høj grad var baseret på Karl Poppers værker.

Når det kommer til livsfilosofi, og den evige søgning efter ens egen version af netop det, så er det en rejse, der først slutter den dag man dør.

Der er et specielt element i USA’s Bill of Right: Retten for alle til at ”søge lykke”. Ikke lykken selv, selvfølgelig, der er nogen der aldrig bliver lykkelige, men retten til at kunne opsøge de ting i livet, der gør dig lykkelig. I sidste ende er det vel det der bør drive os alle. Når ens børn kommer og søger bekræftelse på forskellige livsvalg, spørger man så ikke bare: ”Vil det kunne gøre dig lykkelig?” og hvis svaret er ”Ja”, så er sagen bøf.

Er alt relativt? Kan jeg være lykkelig, hvis alle omkring mig er endnu lykkeligere. Jeg oplever desværre alt for mange mennesker, hvor dette ikke synes at være tilfældet. Mennesker, der fokuserer på hvad andre mennesker gør og hvad de har. Hvor opfattelsen er, at hvis andre mennesker har det nemmere i deres søgen efter lykke, er det unfair til en grad hvor det gør det umuligt for en selv at være lykkeligt. Magen til selvdestruktivt bullshit skal man lede længe efter!

Tag ansvar for dig eget liv; træf dine egne beslutninger i din egen søgen efter din egen lykke. Hvis du vælger at leve sammen med en person eller eventuelt vælger ikke (længere) at leve sammen med en person, så er det din beslutning og hvis konsekvensen er, at du ender med ikke at være lykkelig, bebrejd ingen… eller i hvert fald ingen andre end dig selv.

Det er dit liv. Din søgen. Dine beslutninger. Din lykke.

Dette gælder for så vidt stadig, også selv om mit liv blev katastrofalt vendt op og ned den 1/1/2017 da min søn Hans pludselig døde. Jeg er i dag dybt ulykkelig. Så langt nede i hullet, at det er svært at se jeg nogensinde skulle kunne blive lykkelig igen. Men jeg forsøger at opsøge lykken; jeg forsøger at bygge et nyt “normalt” liv uden min søn.